• Mærsk har evakueringsplan klar for ansatte i konfliktramte Beirut

    来源: BDK Finans / 02 10月 2024 05:36:27   America/Chicago

    Mærsk har en evakueringsplan klar for sine ansatte i den libanesiske hovedstad, Beirut, og selskabet er klar til at iværksætte den, hvis det bliver nødvendigt. Det oplyser Mærsk i en skriftlig kommentar til Ritzau. Udmeldingen kommer, efter at en konflikt mellem Israel og den militante Hizbollah-bevægelse i Libanon er eskaleret de seneste uger. Mærsks kontor i Beirut har 21 ansatte. I det skriftlige svar, som nyhedsbureauet Reuters også har modtaget, skriver selskabet desuden, at forretningen i Libanon er berørt af den nuværende situation i landet. Det konkretiseres ikke, hvilket effekt situationen helt præcist har haft. - Mens Mærsks forretning i landet er påvirket, er vi i øjeblikket stadig i stand til at betjene vores kunder, lyder det. - Vi fortsætter med at overvåge situationen. Siden 8. oktober sidste år har der været næsten daglige angreb over grænsen mellem Libanon og Israel. De seneste uger er der dog kommet en markant optrapning af situationen med stærkt intensiverede luftangreb. Israel har dræbt en række af Hizbollahs ledere, herunder den øverste leder, Hassan Nasrallah. Israel har erklæret, at formålet med de seneste ugers optrapning mod Hizbollah er at få de anslået 60.000 israelere, der i måneder har været fordrevet internt fra det nordlige Israel på grund af Hizbollahs beskydning, tilbage igen. Israel har indikeret, at landet er klar til en fuldtonet invasion for at opnå målet. Hizbollah er en både militant og politisk bevægelse, som blev grundlagt med hjælp fra Iran i 1982. På det tidspunkt havde Israel invaderet det sydlige Libanon. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/business/maersk-har-evakueringsplan-klar-for-ansatte-i-konfliktramte-beirut
分享